Alsidig personlig udvikling
For at det enkelte barn over tid kan opleve og se verdenen fra forskellige positioner til at lære at forstå sig selv alene og i samspil med andre, hjælper vi dem med at overkomme usikkerheder, håndtere frustrationer og sige pyt til ’bump på vejen’. Vi har fokus på at stille passende krav og udfordringer til børnene, som de kan vokse af, ved at vi støtter barnet i selv at få øje på kendte og nye måder at erfare sig selv og omverdenen på.
Alle børn i Solsikken har muligheden for at opleve at være en del af både et større og mindre fællesskab til at opbygge positive relationer til andre børn og i tilknytning til de voksne. Vi har blik for at motivere det enkelte barn til at stå frem, tage initiativ, kunne sige til og fra for på den måde at oparbejde gåpåmod og tillid til at afprøve nye tiltag. Med vores daglige dokumentation af børnenes hverdag er det med til at anerkende oplevelsen af, at barnets indsats er noget værd for sammenhængen.
Vi understøtter børnene i at forholde sig til egne svagheder og hjælper dem med en bevidstgørelse af deres individuelle styrker, så de i lege på eget initiativ kan udvikle kompetencer, der gør dem livsduelige. I et tilrettelagt læringsmiljø har vi yoga og mindfulness på programmet hver uge til at fremme børnenes fornemmelse for sig selv og til at skabe balance mellem eget sind (tanker) og en bevidsthed om egen adfærd.